mandag, juni 30, 2008

2 x 25 + 3 = ...

Weekenden bød på tre kager. 2 til en tvillinge-25 års fødselsdag og en til en 3 års fødselsdag.

Alle kagerne er med drømmekagebunde og skildpaddecreme.

Kagerne her er med mine første modelleringer - aldrig havde jeg troet det skulle tage så lang tid. Bare for at give et eksempel, så tog det mig 1½ time at sætte hår på "hendes" hoved.

Men bort set fra tiden, så er jeg tilfreds med resultatet. De er da søøøøøde...

Den høje luftfugtighed spillede mig dog et pus - som det ses på billederne "svedte" kagerne som ind i hel*ede. De har kun stået uden for kølekasserne i 5 min. da billederne er taget! Det er p*sse ærgerligt! Men vejret er jeg desværre ikke herre over.

"Tvillingekagerne" er med en almindelig drømmekagebund.

Drømmekagebunde

250 g sukker
50 g margarine
4 æg
250 g mel
3 tsk bagepulver
2 tsk vaniljesukker
2 dl mælk

Sukker og margarine piskes blødt. Æggene tilsættes 1 af gangen.
Mel, bagepulver og vaniljesukker blandes. Melblandingen og mælken vendes skiftevis i æggeblandingen.
Dejen passer til en lille bradepande eller springform.
Bages i ca. 20 min. ved 200 grader.

McQueen er lavet diabetes drømmekage.

Diabetes drømmekagebunde

3 æg
200 g perfect fit
180 g mel
2 tsk vaniljesukker
3 tsk bagepulver
1½ dl skummetmælk
1 spsk fromage frais

Æg og perfect fit piskes hvidt. Mel, vaniljesukker og bagepulver blandes og vendes i æggeblandingen skiftevis med mælk og fromage fais.
Dejen passer til en lille bradepande eller springform.
Bages i ca. 25 min. ved 200 grader.

Hvis nogle skulle have lyst til at lave en diabetes drømmekagetopping:

150 g farin
½ dl skummetmælk
½ dl sirup
50 g havregryn
25 g kokosmel

I skal da heller ikke snydes for opskriften på skildpaddefyld, så her er den:

Skildpaddecreme

8 stk. Toms kæmpeskildpadder
½ L piskefløde

Skildpadder smeltes i fløden i en kasserolle. Fyldet bringes til ca. 95 grader (brug et slik-termomester). Lad fyldet køle ganske kort og stil det i køleskabet "natten over".
Fyldet piskes op med el-pisker - pas på ikke at piske for meget da det ellers gryner.
Fyldet er nu klar til brug.

2 kommentarer:

Betina sagde ...

Hej Søde

Den McQueen-kage til Andreas var bare et hit - Her taler jeg både om smagen og designet.

Du er bare super god til at få lavet lige præcis den kage som der ønskes, og man skal bestemt ikke holde sig tilbage med ens egne idéer. Du finder gerne din indre kagedame frem ;o)

Endnu en gang tak for en perfekt kage - Du er bare for god.

Mange knuser fra Betina

Nanna (PynteKagen) sagde ...

Jeg forstår ikke rigtig dine diabetes opskrifter - der er jo pænt meget sukker i... Påvirker det ikke diabetikernes blodsukker for meget?
Troede det handlede om ikke at bruge sukker og fedt i store mængder?